hellemai2Mit ønske med denne undervisnings DVD er ganske enkelt at gøre det lettere for den enkelte hundeejer at ordne sin egen hund. Mit ærende er absolut ikke at gå de etablerede hundetrimmere i bedene. Jeg ved, at der er gode og dygtige hundetrimmere i hele Danmark, men problemet er, at der ikke er nok af dem. Især de saloner, der har speciale i terrier trimning har lang ventetid, og der er i de senere år kommet endnu flere terriers i de danske hjem. Jeg ved af erfaring og fra mine tidligere kollegaer, at det er problematisk, når hundeejere skal vente i op til flere måneder eller nogen gange faktisk ikke er i stand til at finde en trimmer der virkelig ved, hvordan en terrierpels skal behandles.

Jeg tror derfor, at tiden nu er inde til at udgive en serie undervisnings- materiale, der trin for trin viser hvordan du selv kan ordne din hund og med lidt flid og entusiasme måske nå til et resultat, der ligger tæt op ad dét, som en professionel hundesalon kan tilbyde. En ordentligt uddannet trimmer har brugt flere år på at lære dette specielle håndværk, så selvfølgelig vil det tage tid at nå et resultat, der er lige så godt. Ved at følge denne DVD kan du komme langt og under alle omstændigheder få fornemmelse og respekt for, hvad det vil sige at trimme en Cairn Terrier. Der er mange forskellige synspunkter omkring, hvordan en terrierpels skal håndteres - og i særdeleshed er der stor forskel på opfattelsen af hvordan en Cairn Terrier skal se ud. I den engelske standard er pelsen beskrevet som ”shaggy” = rodet. Dermed menes, at pelsen skal se så naturlig ud som muligt. Mange opdrættere har igennem tiden fundet en mere ”tæt” form, hvor der bliver pyntet mere og mere på pelsen, og hvor formen bliver strammet endog meget op. Der er f.eks. tydelig forskel på den amerikanske, den svenske og den danske i både størrelse og trimning.
 
Beskrivelse af en terrierpels:
Der findes langt over 30 forskellige slags terriers. Der er dem med kort glat pels f.eks. Bull Terrier, Tysk Jagt Terrier og Glathåret Fox Terrier. Derudover er der en del terriers med længere og blød pels f.eks. Kerry Blue Terrier, Bedlington Terrier, Soft Coated Wheaten Terrier og Yorkshire Terrier. De skal alle behandles forskelligt men er ikke egnet til dét, vi kalder for trimning. De racer, der er egnet til trimning, er dem med strid dækpels. Det er hunde som West Highland White Terrier, Lakeland Terrier, Irsk Terrier, Ruhåret Fox Terrier, Border Terrier, Skotsk Terrier, Airedale Terrier, Norwich Terrier og Cairn Terrier for blot at nævne de mest kendte. En ruhåret terrierrace har normalt en dobbelt pels. Det vil sige, en blød underuld og et - eller nogen gange flere - lag strid dækpels. Kunsten er så at få det øverste stride lag pels trukket ud, så der kan vokse en ny frisk pels frem. Når jeg udtrykkeligt siger, at pelsen skal trækkes ud, så er det fordi en ru pels skal ud med rod(!!) så der kan blive plads til ny pels i den tomme hårsæk. Hvis du klipper en ru pels mister den sin farve og sin struktur og hele funktionen af pelsens modstandskraft ødelægges. Det er også en af grundene til, at det ikke er nogen god idé at vaske en ruhåret pels. Det fjerner det naturlige fedtstof, der ligger omkring hvert hår og som beskytter pelsen imod fugt og snavs. Det er faktisk det samme, som når vi imprægnerer en skindjakke eller en lædertaske eller pudser vores sko med en fed skocreme. Du kan også sammenligne det med at et ægte tæppe ikke skal vaskes, for så ryger ”fedtet” ud af trådene, og så er der ingen modstand imod snavset. Så en ru terrierpels, der bliver behandlet korrekt, kan renses for snavs med en god trimning og en effektiv udbørstning, hvor det naturlige fedtstof gør sin gavn og derfor gør vask overflødig.
 

God fornøjelse med venlig hilsen

Hellemai Christensen

Top